Når en kær ven, partner eller familiemedlem dør, oplever vi livet mere intenst. Forskellige følelser og erindringer kommer frem, sorg og glæde blander sig. Og alle reaktioner er ok.
En psykiater som har skrevet mange ting om det tab vi oplever, dvs. både den person som ved at han/hun skal dø og de efterlevende, hedder Elisabeth Kübler-Ross. Allerede 1969 skrev hun en bog, hvor hun beskriver fem faser i sorgeprocessen. Efterfølgende er de blevet brugt i mange sammenhæng, ved mange slags menneskelige kriser, som f. eks. sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed og kollektive kriser.
De fem faser hun beskriver er fornægtelse, vrede, forhandling, depression og acceptance. Hun mener selv ikke at processen er lineær, men at vi bevæger os frem og tilbage – og at alle ikke behøver at opleve alle faser. Det er mere en beskrivelse af, hvordan vi mennesker håndterer sygdom og død. Efterfølgere har således også ment, at det er ved disse reaktioner vi går igennem alle slags svære tab.
E. Kübler-Ross havde arbejdet lang tid i et miljø med døende patienter, og havde mulighed for at lave interviews, spørgeskemaer og samtaler med både de personer, der var ved at dø og de pårørende. Men hendes model er også blevet kritiseret. Man mener, at der ingen beviser er for, at mennesker faktisk når frem til acceptance til sidst. Det er også svært at bevise, at man er inde i en fase – det kan jo være en meget kort periode for visse mennesker. Måske endda nogle få timer. Hun har heller ikke taget omgivelserne i betragtning. Forskellige kulturer, forskellige behandlingssteder og ressourcer som er knyttet til dem, kan få en afgørende betydning for det enkelte menneske.
Vi har også en del forskere som har brugt megen tid på at undersøge det vi kalder nærdødsoplevelser. Der er tusindvis af mennesker, der beskriver sine oplevelser – de møder kærlighed, lys og forståelse, men kan også rammes af de ukærlige ting de har gjort i livet, som de også får mulighed for at se og gennemskue. Uanset, hvad man mener om disse oplevelser, kan de bringe trøst og glæde til os, der går rundt i verden og prøver at forholde os til et kært menneskes død.
Men én ting ved vi; døden er en del af livet. Og livet ville ikke være det samme, om vi havde ubegrænset med tid. Døden, når kroppen er træt, gammel eller meget syg, er endda en befrielse. Det er os, der står ved siden af, som skal kunne tage den imod uden frygt og rædsel. Og tage godt imod den gave som livet faktisk er, mens vi er her på jorden.