Endnu en floskel fra en rådgiver med fokus på socialt samspil?
Ja, det er sandt, mennesket er et slags dyr, der gerne ønsker at være en del af en flok. Men vi er også mere end et dyr, vi er måske til en halvdel et menneske og til den anden halvdel et dyr.
Der findes flere eksempel på forladte børn, som er vokset op sammen med dyr. Deres hjerner gennemgår ikke den samme udvikling som et normalt menneske gør. De går måske på fire ben, lyder som de andre dyrene og spiser på samme måde. Virkelighedens Mowgli er ikke den samme som i Kiplings roman.
Alligevel har vi mange instinktive funktioner, der stammer helt fra den tid, hvor vi var dyr i renkultur. Vi er et pattedyr, hvor befrugtning og forplantning foregår på den samme måde. Vi styres i høj grad af ureflekterede reaktioner, hvor vi hurtigt afgører om vi skal angribe eller forsvare os, flygte, ”fryse” eller underkaste os. Ved fysisk fare er dette ofte hensigtsmæssige reaktioner, men i hverdagen, hvor vi møder hinanden på arbejde, bliver såret eller føler os truede, får vi tit fat i den gale ende.
Men kan vi virkelig overleve uden relationer til nogen? Vi har aldrig haft så mange husstande bestående af en person tidligere. Den ene del af os vil gerne være en del af en flok, imens den anden godt kan lide de individuelle overvejelser og det alene-liv, som mange mennesker i Danmark og Norden nu foretrækker.
Men er vi sårede, er derfor, at vi trækker os tilbage? Tør vi ikke at sige vor mening i samspil med andre, eller synes vi at ikke-fungerende ægteskab og skilsmisser er alt for smerteligt? Vi tør måske ikke at leve fuldt ud mere. Mennesket er måske ved at gennemgå en udvikling, hvor alle andre interesser overgår ægteskab og familiedannelse? Eller så er vi på vej at finde andre fællesskaber end familieliv. Vi kan have så mange indvendinger vi vil, men tendensen er tydelig. Vi ønsker at vælge, hvornår vi er sammen med andre mennesker og hvornår vi er alene.